
Mød kvinden bag stemmen - Susanne Asmussen
Du” kender” hende sikkert allerede. Siden 2014 har Susanne nemlig været den glade stemme i telefonen, når du ringer til os på vores hovednummer – og det faste omdrejningspunkt i hverdagen, hvor effektivitet og godt humør går hånd i hånd.
Susanne sidder til dagligt på vores kontor i Skanderborg, og hun elsker at tale med vores kunder – gerne hurtigt og højt. Vi er i hvert fald aldrig i tvivl, når Susanne er på telefonen (og heldigvis for det!).
Spørger du en kollega om, hvem Susanne er, så svarer de fleste hurtigt, at hun er en ægte problemknuser med brede skuldre og et stort smil – som dog heller ikke er bange for at kalde en spade for en spade. Med hendes stærke organisationsforståelse er hun skarp til at placere opgaver hos de rette, og hun er garant for at holde boldene i luften – også når der er mange af dem.
Med hendes brede kendskab til KIBOs organisation og produkter formår Susanne at få selv komplekse opgaver til at glide nemt. Hun har styr på alt fra materialeleverancer og tilbud til ordreoprettelser. Derudover koordinerer hun udlejning af vores mobile sikringsløsninger til alt mellem virksomheder og festivaler og sørger for, at tingene kommer godt fra start. Godt begyndt er halv fuldendt.
På kontoret er Susanne også kendt som madmor, blomsterpasser, blæksprutte og – ikke mindst – leverandør af sjove og platte vittigheder, som hun selv elsker. Hun er (næsten) altid smilende og har et motto, der siger det hele: "Shit happens – vi skal videre."
Og hvis du undrer dig over hendes yndlingsord, så har du nok allerede hørt hende sige "IKK ’Å" op til flere gange.
Holdkaptajn for det danske landshold i sporhunde 2025
Når arbejdsdagen er slut, er Susanne først lige begyndt. Hun bruger det meste af sin fritid udendørs sammen med sin schæferhund – uanset vejr og årstid. Her træner hun IGP (en kombination af lydighed, spor og forsvar) tre gange om ugen og går spor på de øvrige dage. Altid iført sin trofaste KIBO Cap – også i snevejr, naturligvis!

Susanne rejser også gerne ud i verden for at følge VM i IGP og sporhunde, og i marts/april 2025 var hun i Østrig som holdkaptajn for det danske landshold i sporhunde – hvor hun og holdet stolt kunne tage sølvmedaljer med hjem og kåres som verdens 4. bedste nation. En bedrift, der siger alt om hendes dedikation og drive – både på og uden for jobbet. Vi er stolte af Susanne og alt hvad hun gør – både i KIBO og på banen.
”Når man nu har et aktivt fritidsliv, er det dejligt at være på en arbejdsplads, hvor arbejdsdagene giver energi i stedet for at tappe en for energi. Der er intet bedre at tale med kunder man har haft kontakt med i mange år - det gør mig glad. Jeg glæder mig også over, at vi er så mange i virksomheden der har en lang anciennitet, så på arbejdet er jeg ved min ”familie nr.2”, Susanne Asmussen
Fang hende på telefonen – men vær forberedt på hurtig tale, høj latter og masser af "IKK’Å”.